Kronik

Erik Roved

Vores organist, Erik Immanuel Roved er gået bort. Han sov ind d. 20. januar, i hjemmet, omgivet af sine allernærmeste og med udsigten ud over Tissø.

 

Eriks liv tog sin begyndelse under krigen i foråret 1941 i Haslev i et varmt og trygt hjem på Præstevænget nær kirke og seminarium. Her voksede han op med tre søskende omkring og hans barndomshjem var præget af rummelighed og hjælpsomhed.

 

Erik gik som helt ung til FDF i byen, og han lærte tidligt at spille i FDF orkesteret på stortromme. Han gik også til spil hos organisten ved kirken og så var han en ivrig fodboldspiller under øgenavnet ”bananen”, grundet sin lettere krumbøjede facon, og var med til at vinde DM i KFUM ligaen engang.

 

Som ung kom han i lære som møbelsnedker ligesom hans far, der var møbelsnedker på en nærliggende fabrik, og Erik blev udlært i faget i 1961. 

 

Det var også på den tid i 1959, at Erik traf en ung pige Bodil, og midt under Eriks værnepligt, som han aftjente på Bornholm, blev den unge Bodil gift med en krebserød Erik, der var faldet i søvn på soldækket på færgen fra Bornholm på vej til brylluppet, og som allernådigst havde fået en kort orlov til at blive gift.

 

Erik og Bodil boede bl.a. i Rødovre og sidenhen blev det Mørkhøj tæt ved TV byen og det var her at Erik første gang blev opfordret til at blive pædagog, for hans engagement i børnenes børnehave og i dens bestyrelse undgik ikke at blive bemærket. Han var et naturtalent sammen med børnene og kunne bruge sine evner som møbelsnedker og snitte alverdens legetøj, såvel som bruge han musikalske evner sammen med de små. Erik tog pædagoguddannelsen og blev færdig ved seminaret i 1977.

 

I mellemtiden var familien flyttet til Dianalund, da Bodil fik arbejdede på Philadelphia. I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne blomstrede Eriks interesse for musikken for alvor op. Han fik arbejde som organist v. Sorterup kirke ved Slagelse og organistvikar flere steder, og stiftede bl.a. bekendtskab med præsten Johs. Kirkegård, som skrev flere salmetekster, som Erik satte melodi på.

 

Erik kunne vågne på mærkelige tidspunkter, for at sætte sig ved klaveret og arbejde på en melodi. Og vi hørte ved begravelsen en smuk påskekantate: ”9. time, lysets sejr over mørket”, som Erik havde komponeret dengang.

 

Erik arbejde igennem alle årene som pædagog, han var meget afholdt, han trivedes bedst i børnehøjde og tog sig tit ekstra tid til at tage børnene med på fisketure og med i snedkerværkstedet, hvor han igennem tiden fik snedkereret alverdens legetøj, lige fra dukker med snore og træk – ”Lillebror og Ingrid” - til bondegårde, biler, fly og fugle der kunne bevæge vingerne.

 

I 1985 flyttede familien til det jyske, til Fjelstervang udenfor Herning, Bodil havde fået arbejde som overlæge ved Herning sygehus og Erik ved et indskolingsprojekt og siden i skolefritidsordningen.

 

Erik havde andel i et familiehus i Sverige og den svenske natur, med talrige udflugter og vandreture og ikke mindst ”elg-safarier” - var noget Erik holdt meget af! Han havde et kort på væggen med knappenåle, der hvor elgene var blevet set, så man bedst kunne finde de gode steder. Eriks børn sagde at: ”Erik igennem naturen og musikken har gjort os til dem vi er i dag” - en inspiration og et forbillede.

 

Erik spillede på orgelet ved familiens højtider i kirkerne og det var sådan man lærte ham at kende her på egnen i sin tid, ved orgelet i St. Fuglede kirke. Men turen her til egnen, til ”Tissøhus”, ved søbredden blev først endelig taget i 2003, da Bodil gik på pension.

 

I 2008 blev Eik fastansat ved Ubby kirke som organist. Og på billedet her, kan man se hvor Erik spiller til babysalmesang i kirken – omgivet af børn og deres glade mødre. Sådan var han i sit es.

 

På vegne af alle os ved kirkerne her på egnen, vil vi takke ham for hans altid smilende og imødekommende væsen og for hans gode samarbejde og for utallige timer ved orglet. Erik fik på den måde en pension fuld af musik og virke, ikke mindst fordi børnebørn også holdt ham ved ilden og så nåede Erik at blive oldefar. Alle betød alverden for Erik, og har sørget for at han fik de smukkeste tegninger og tøjdyr med på rejsen.

 

Til sidst skal vi slutte med et salmevers. Et vers som Bodil læste for ham, ved hans sidste leje – fra Grundtvigs salme - ”At sige verden ret farvel” (DDS 538):

 

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!

 

Far vel – Erik Immanuel Roved.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.02 | 15:15

Her blev min mor, nu bortgået for 3 år siden, døbt i februar 1919. Født Inger Marie Dyrby Jensen (gift Schou). Jeg var på besøg med hende i 1975 fra Bornholm.

...
23.04 | 19:13

et kært minde jeg var der i 1960. mønstret i søjlerne ligner det jeg har set i
løgumkloster

...
17.05 | 01:31
Kirkeblade har modtaget 1
06.01 | 21:21
Konfirmation har modtaget 3
Du kan lide denne side